www.industriogteknik.com

Vores Elnet bygger fremtidens forsyningssikkerhed

Den grønne omstilling, nye forbrugsmønstre og decentrale energikilder gør det til en voksende udfordring at opretholde et stabilt og fremtidssikret elnet.

  global.abb
Vores Elnet bygger fremtidens forsyningssikkerhed

Samarbejdet mellem Vores Elnet og ABB viser, hvordan teknisk projektledelse, innovation og partnerskaber spiller sammen i moderniseringen af Danmarks elnet – og garanterer strøm i stikkontakten hver dag året rundt.

Haris Zukanovic og Jonas Darlem kommer med forskellige baggrunde, men arbejder begge som projektledere i Vores Elnet. Haris er civilingeniør, og Jonas har baggrund som elektriker og er senere uddannet stærkstrømsingeniør. I dag arbejder de primært med vedligeholdelse, opgradering og udbygning af 60 kV-transformatorstationer i takt med den stigende efterspørgsel på el.

“Forsyningssikkerheden i Danmark er blandt verdens bedste, med gennemsnitligt kun 40 minutters strømafbrydelse hvert andet år, men udfordringerne vokser”, fortæller Jonas Darlem og fortsætter:

“Den grønne omstilling medfører, at elnettet skal kunne håndtere øget forbrug fra varmepumper, elbiler, ladestandere og fra virksomheder, der går over til el-baseret produktion. Samtidig skal nettet kunne aftage strøm fra flere decentrale energikilder som f.eks. vindmøller og solcelleparker, hvor energiproduktionen kan svinge meget. Det gør det til en større udfordring at opretholde balancen mellem produktion og forbrug.”


Vores Elnet bygger fremtidens forsyningssikkerhed
Jonas Darlem og Haris Zukanovic kommer med forskellige baggrunde, men arbejder begge som projektledere i Vores Elnet. Her sammen med Søren Bagge Skou, Sales Manager, ABB Distribution Solutions.

Stor udbygning af 60 kV-nettet
Vores Elnet, der dækker 90 procent af 60 kV-nettet på Fyn og Langeland, har derfor påbegyndt en storstilet udbygning af deres 60 kV-transformerstationer. Hvor man tidligere byggede én ny station hvert femte år, skal der nu etableres otte nye hovedstationer på bare tre år.

Med det øgede forbrug og det forventede forbrug i de kommende år kan det eksisterende 60 kV-net ikke længere dække behovet. Nye transformerstationer er derfor nødvendige for at aflaste de eksisterende, sikre tilslutning af nye forbrugere og produktionsanlæg, samt for at styrke robustheden og fleksibiliteten i nettet.


Vores Elnet bygger fremtidens forsyningssikkerhed
“Kort sagt, så er Vores Elnets primære opgave jo at sikre, der er strøm i stikkontakten hos alle vores medejere."

“Med de nye 60kV-transformerstationer får vi ikke blot opbygget en betydelig øget kapacitet, vi får også langt bedre muligheder for at omkoble nettet. Det betyder, at vi kan lede strømmen ad alternative ruter, så forbrugerne ikke oplever strømafbrydelser i forbindelse med vedligehold og reparation. Og skulle der opstå afbrydelser, kan vi genetablere strømmen meget hurtigere, end vi kunne tidligere", siger Jonas Darlem.

Et strategisk samarbejde
Samarbejdet mellem Vores Elnet og ABB er bygget op om rammeaftaler og standardiserede løsninger, der muliggør effektiv udrulning og hurtig levering. De otte nye transformerstationer bliver alle udstyret med den nyeste version af ABB's UniGear ZS1-koblingsanlæg, udstyret med Relion® produktfamiliens relæ REX615 (en transformerstation er med REF620). Koblingsanlæggene er modulopbyggede og monteret back-to-back, så man kan arbejde på et enkelt modul uden at afbryde strømforsyningen.

“Alle otte transformerstationer er bygget helt ens op. De standardiserede løsninger skaber synergi og effektivitet i anlægsprojekterne. Derudover styrker det den tekniske kvalitet og fremtidssikring af anlæggene, at ABB ikke blot er leverandør, men også bidrager aktivt til udviklingen af løsninger, der matcher vores specifikke behov”, forklarer Haris Zukanovic.


Vores Elnet bygger fremtidens forsyningssikkerhed
Sikkerhed er en central fordel ved UniGear ZS1-koblingsanlæg, der er designet med bl.a. automatisk sikkerhedsaflåsning, udblæsningskanal og fuld lysbuesikring.

“Installationen er designet, så den både beskytter anlæg og personale mod fejloperationer og ulykker. Sikkerheden er altid vores højeste prioritet”, siger Søren Bagge Skou, Sales Manager, ABB.

Synergi og kvalitet
ABB stiller med de samme kontaktpersoner og projektledere, og det betyder, at Vores Elnet ikke skal starte forfra hver gang. Det reducerer også risikoen for misforståelser og forsinkelser. Samtidig har ABB vist evne til at bidrage med specialviden uden for deres kerneprodukter, f.eks. med stålkonstruktioner og integrationsløsninger. På den måde er ABB med til at understøtte hele projektets livscyklus – fra design til idriftsættelse.


Vores Elnet bygger fremtidens forsyningssikkerhed
“ABB’s tværfaglige tilgang styrker helheden og bidrager til, at projekterne bliver leveret i høj kvalitet og til tiden”, understreger Haris Zukanovic (t.v)

Vores Elnet
Vores Elnet ejer, driver og udvikler elforsyningen på størstedelen af Fyn og sørger for, at der hver dag er strøm i stikkontakten hos mere end 220.000 fynske husstande og virksomheder. Vores Elnet er en del af Energi Fyn-koncernen, som er et af Danmarks ældste andelsejede energiselskaber.

Om projektet
Frem mod 2027 etablerer Vores Elnet otte nye 60kV-hovedstationer. ABB's samlede levering består af 19 MV primær AIS UniGear ZS1 felter med Relion® beskyttelsesrelæer, til at styre, beskytte og isolere det elektriske udstyr, hvilket sikrer pålideligheden af ​​elforsyningen. Opgaven omfatter også anlægsdesign, projektledelse, installation, test og idriftsættelse af udstyret.

www.abb.com

  Spørg efter mere information…

LinkedIn
Pinterest

Slut dig til de mere end 155.000 læsere af IMP